Roger
Roger blev grundlagt af Wenzel Rossmeisl ( 1902-1975 ). Han blev født i Kiel og var en af sin tids få gode tyske jazzguitarister. Efter en uddannelse som frisør (vistnok) lærte han at bygge guitarer af Franz Hirsch. De byggede sammen de første Roger guitarer i trediverne og i 1939 udstilledes Roger-guitarerne for første gang på messen i Leipzig. Efter krigen arbejdede han kortvarigt hos Arnold Hoyer, men åbnede allerede samme år sit eget værksted i Berlin. Der blev bygget fine guitarer fra 1945 og årene derefter, og Wenzel opfandt nye måder at bygge på som følge af mangel på egnet træ. I 1951- 54 var Wenzel i fængsel for svindel med valuta, og i den tid passede hans søn Roger Rossmeisl (1927-79) forretningen/værkstedet. I 1953 rejste Roger til USA og lukkede samtidigt værkstedet i Berlin ( 30.sep.1953 ). Efter at Wenzel blev løsladt levede han af at spille guitar i Hamburg, i Kapelle Walther og med eget seksmands orkester. Fra oktober 1954 var han i Holland, hvor han spillede i Radio Hilversum. I sep. 1955 åbnede han nyt værksted i Mittenwald og genoptog guitarbyggeriet. Omkring 1959-60 flyttedesværkstedet til Neumarkt-St.Veit og i 1965 åbnedes også en butik i München. I slutningen af tresserne forpagtedes forretningen i et par år af Helmut Buchsteiner og i 1970-71 lukkede værkstedet og butikken helt ned. Roger Rossmeisl arbejdede i USA først hos Gibson og senere for Rickenbacker og Fender. Han designede og udviklede flere modeller for de to sidstnævnte. I 1971 vendte han tilbage til Tyskland, men arbejdede så vidt vides ikke, muligvis på grund af alkoholisme. Han døde på et hotel i Bubenreuth i 1979, sandsynligvis efter at have hængt sig. En trist slutning for en så begavet guitarbygger.
Much more info with a lot of interesting pics and more here/ meget mere info her :
http://www.schlaggitarren.de/home.php?text=hersteller&kenn=47